fredag den 16. oktober 2015

Du er FED! Tag dig sammen!

Jeg vil lige starte ud med at sige, det her er et emne jeg har skulle tage mod til mig, for overhovedet at skrive.. Og jeg håber derfor på en smule forståelse og ikke for mange belærende ord..Det her bliver lidt langt, men jeg håber i vil læse med til slutningen.

Jeg har været overvægtig lige siden jeg røg ind i puberteten, men indtil for 5 år siden havde jeg aldrig været over 75 kg.. (Min ideal vægt ligger på 70)

Siden folkeskolen har jeg dog, oplevet mobning, og nedgørelse, omkring mig som person og min vægt, jeg blev så bevist om det at min sundhedsplejerske begyndte at mistænke begyndene anoreksi, fordi jeg næsten holdt helt op med at spise (max en gang om dagen altså om aftenen fordi der blev jeg voldsom syg og dårlig hvis jeg ikke fik noget), men at jeg stadig skulle passe på vægten for den ikke begyndte at stige.. 

Det forfølger mig stadig den dag i dag, hvor jeg glemmer at spise eller ikke vil spise foran andre fordi jeg ikke føler jeg har "ret" til det. 

At jeg så oveni fra omverden er blevet påvirket har jeg så også haft både min mor og papmor som skulle kritisere min vægt, og ja min mor prøver stadig at sige jeg skal gå i tøj der sidder helt løst på kroppen (så jeg efter min mening ender med at ligne en sæk kartofler..)

Især dette er noget jeg kæmper meget voldsomt med, for ikke at kaste det over på Lilly, for jeg ved hvad det gør ved en at få afvide, du skal ikke spise det der, du bliver bare tyk.

Det skal lige siges mit billede øverst, er tilbage fra 8 klasse hvor jeg var 16½ år gammel, og jeg gik meget sjældent i andet end store t-shirts fordi jeg tænkte jeg var fed - det var jo hvad folk sagde til mig.. - at jeg overhovedet har et full body billede med tæt siddende tøj er utroligt. For jeg følte mig virkelig FED. I dag kan jeg jo godt se jeg havde haft brug for en til at sige hold, nu stopper du.. men sådan havde jeg det. 

Som 18 årig startede jeg til zumba fordi min vægt var steget til 79-80 stykker og jeg var så stolt af mig selv over at jeg fik kæmpet mig ned på 67! (billede nr. 2)
Nu måtte jeg da være tynd? Men nej, jeg følte mig stadig ikke tynd. Jeg havde meget lavt selvværd og det ledte mig ind i det forhold der kick startede min voldsomme overvægt. Altså, jeg følte ikke at jeg kunne gå efter fyre der så godt ud, fordi jeg var jo fed, og alle fyre ville have en skinny pige.. 

I løbet af det næste halve år tog jeg 20 kg på, pga en fyr der mente vi skulle have god "dansk" mad hver dag altså masser af sovs, kartofler og ja ingen grønsager what so ever! Og hans familie støttede op om det, at jeg ikke kunne forlade et bord hos dem før jeg havde spist mindst 10 tarteletter fx. 

Som jeg tog mere og mere på, blev jeg mindre aktiv, jeg skrev mig op i et fitness center, men jeg var der max 2 gange fordi jeg kunne ikke få mig selv til at træne hvis der var andre der kunne se mig. Mest af alt fordi jeg havde oplevet folk på gaden råbe af mig, så jeg lukkede mig inde i en skal, og trøste spiste og sov.

Efter det halve år var gået, slog jeg op. At mit næste og nuværende forholds opstart så skulle være ekstrem hårdt hjalp selvfølgelig ikke. Jeg mødte jo min dejlige mand, at han havde et barn var så hvad det var, men hvad jeg ikke vidste var at dette første halve år af vores forhold skulle give mig depression og 10 kg mere på vægten fordi jeg ikke kunne (som kun 19 årig) acceptere at han skulle sidde i ex'ens lejlighed 2-3 gange om ugen for at have samvær, og derfor fik et psykisk meltdown. 

I aug 2013 fik jeg så af vide at jeg havde PCOS - læs indlægget (her) - hvilket så satte en forklaring på hvorfor jeg ikke rigtig kunne komme ned i vægt igen, efter jeg var kommet mig over min depression og fik lidt overskud igen. Jeg trænede hjemme, for det var stadig et følsomt emne at skulle ud blandt andre mennesker. 

Her fik jeg så mere eller mindre af vide at jeg ikke kom nogen steder medmindre jeg havde fysisk hård træning mindst 3 gange i ugen og så skulle min kost jo også lige ligges fuldstændig om.. 

Jeg var så afsted til lægen i mandags på Herning syghus pga voldsomt d-vitamin mangel og som ergoterapeut studerende, ved jeg at man skal behandle dem man har med at gøre med respekt. Men hende her er den anden læge jeg har haft med at gøre som åbenbart ikke er blevet opdateret på det plan.. For her sidder jeg 23 år gammel, jeg er godt klar over min situation, men jeg er her primært fordi jeg er så træt i min hverdag (pga lavt d-vitamin) at jeg ikke kan overskue ret meget og da slet ikke voldsom hård motion. 

Her får jeg mere eller mindre afvide jeg er for fed! Mere præcist - Du skal have dig en diætist og en fysioterapeut som kan hjælpe dig - du er jo ergoterapeut studerende, så skal du jo helst også ligne en. BUM.! Så blev det slået fast.. Det er så her jeg bliver rigtig vred (i hvert fald indvendigt). For det første har jeg som studerende slet ikke råd til det, og for det anede så findes der ikke en eneste diætist som jeg ville ligge min kost i hænderne på, har hørt om så mange PCOS ramte kvinder der har brugt flere tusinde kroner og så spurgt på et af vores forums hvorfor der ikke skete noget, og den diætist så bare slet ikke har givet vedkommende PCOS venlig kost. Jeg skal ikke give folk penge og så skal jeg selv holde øje med at de faktisk gør deres job ordentligt.. 

At folk siger sådan, gør ondt, at en læge siger sådan gør NAS! Jeg personligt synes ikke jeg er fed, ikke i forhold til hvor slemt det KUNNE have været (jeg vejer i dag 105 altså 35 kg for meget). At folk så åbenbart tror at med deres lille sætning, så bliver jeg på magisk vis tynd, pisser mig af. Jeg bliver kun mindre og mindre motiveret, ja faktisk er det blevet så voldsomt nu, at jeg knapt nok tør rejse mig fra stolen for at gå op i salat baren hvis min dejlige mand har inviteret mig ud og spise. Jeg kæmper for at komme ned og svømme og jeg klæder ikke om før der ikke er flere i omklædningen, og har mindre angst anfald for at gå fra omklædningen til bassinet for nogen kan se mig og jeg føler mig flov. Jeg undgår at deltage i aktiviteter hvor der er nye folk, for dømmer de mig nu ud fra min vægt?

Mit syn på mig er skabt af alle dem, der mener de ved hvordan man gør, det er min egen skyld, og de har ret til at nedgøre mig og min vægt på det groveste. Jeg håber og ber til at jeg kommer ned i vægt, men jeg håber ikke at jeg skal miste mig selv på vejen dertil.

- Tak fordi i læste med. :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...