søndag den 25. september 2016

Total stilhed.

Puha den seneste tid har været hård, for alle i vores lille hjem.

Personligt havde jeg aldrig troet at denne dag skulle komme.. Men efter vi forgæves gang på gang har haft store problemer med vores ellers så dejlige kat Bondie (James Bond) uden at kunne finde en løsning, så blev valget taget for 2 uger siden om at han ikke kunne blive boende her længere..

Vi har kæmpet i 5 år med at han har miauvet rigtig meget, og strintet rigtig meget alle mulige steder i hele lejligheden. Dette har selvfølgelig været en kæmpe frustration, og frustrationen blev ikke mindre efter min mand og hans datter flyttede ind cirka et år efter jeg fik Bondie, for nu var ikke pludselig ikke kun mine ting der blev ødelagt, det var ikke kun mig der blev frustreret og jeg begyndte at lede med lys og lygte efter en løsning.. Vi har været igennem dyrlæge og adfærds exeperter, desværre uden held.. I starten af sommeren prøvede jeg min sidste mulighed, for om ikke andet at stoppe hans strintet over det hele for det var jo det som gjorde at han ligesom blev issuleret i stuen sammen med vores anden kat Charlie, fordi ellers var vores soveværelser over strintet om morgenen..

Dette var ikke holdbart for hverken os eller ham.. Og vi endte derfor med at tage denne forfærdelige beslutning.. Som har gjort ondt på os alle tre, for han var jo en dejlig social og rigtig dejlig kat når der ikke var strint og hylen i luften. Men man kan kun holde til en hvis andel før man må kaste håndklædet i ringen.. Og 5 år føler jeg er at give ham en chance.. Inderst inde er jeg ked af at jeg ikke var blevet informeret omkring hvad det kunne indebære med en tidligere avls han, for så kunne det måske have været at jeg ikke havde været det sted han skulle hen.. For jeg kunne ikke give ham et liv hvor han kunne komme udenfor, og det ville han jo rigtig gerne.

Men i hvert fald, så fik vi fat i hans oprindelige opdrætter, dem som havde hans mor og som passede ham op igennem de første 12 uger. Og de ville hellere end gerne hjælpe mig, de var selvfølgelig kede af at de aldrig havde hørt at han var blevet omplaceret og at jeg derfor ikke havde haft kontakt til dem tidligere i håb om at det kunne være blevet afhjulpet på en eller anden måde.

Dette betød også at han så skulle hjem til dem, så de kunne se ham an, og screene folk så han kunne få en ny og denne gang hans forever home.. Selvom det gør fandens ondt..

Og i fredags var så dagen, dagen hvor han skulle afsted. Dette var måske en dum dag, men det var sådan det passede og så fik vi ikke trukket det længere ud end nødvendigt, især når Lilly også havde fået det afvide og allerede var meget ked af det, så skulle det ikke tage flere ekstra uger bare fordi jeg ikke ønskede det skulle være på min fødselsdag..

Så verdens mest triste 24 års fødselsdag.. Heldigvis havde jeg min mor og min mand som var en stor støtte den dag, for Bondie var jo min lille baby og derfor var det også forståeligt at jeg var rigtig ked af det..

Min mor havde sørget for kage da vi kom hjem og vi fik LIDT fødseldags hygge til mig, med en dejlig gave fra min søde mand. Fik nemlig bind 1 af Outlander som min mand ved jeg elsker som tv serie, så nu glæder jeg mig rigtig til at komme igang med bogen.. :)

Så helt forfærdelig blev min fødselsdag da heller ikke, og med alle de søde hilsner fra folk så hjalp det gevaldigt på humøret.

Dog nu sidder jeg her søndag, efter både manden og jeg lagde på langs i går - Om det er et fysisk resultat af den sorg der passerede igennem os ved jeg ikke, men i dag er jeg i hvert fald ved at være ovenpå igen, men kan godt mærke at lejligheden er meget stille, selvom Charlie render rundt så er det ikke det samme, man ser spøgelser alle steder fra hvor Bondie normalt ville være.. Selvfølgelig bliver man også mindet om det når Charlie vandre hvileløst rundt i lejligheden og reagere hver gang der går nogen ude på trapperne.. Stakkels mis som ikke helt har forstået hvad der er sket endnu.. Han skal til at lære at bo som alene kat, for første gang i hans liv, og det bliver nok en omvæltning, men måske bliver det godt for ham, allerede nu er han blevet væsentlig mere kontakt søgende, noget vi ikke rigtig har set siden han var en lille killing..

Håber det hele nok skal blive godt, men hvor længe der kommer til at gå før jeg vænner mig til at Bondie ikke er her mere, ved jeg ikke.. Håber det hjælper når jeg ved han er trygt videre hos en ny familie og er faldet til, for man har selvfølgelig også følelse af at have forladt ham hængende over sit hoved, selvom jeg er sikker på at opdrætterene nok skal tage en kærlig hånd om ham imens han er hos dem.. Og stoler på at de finder den helt rigtige familie til ham.
Nå det var lidt fra mit liv, i krisen..

Håber i har en forsat god søndag derude!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...